Her er hele interviewet fra Sindal Avis 12. august 2008

Kunstneren, der aldrig blev kunstner

57-årige Hans Gøgsig har været lærer i over 31 år og malet siden han gik i realen, udstiller nok engang i Gøgsigs Pakhus, denne gang som enearrangør. ”Jeg kan simpelthen ikke lade være”, siger han

I år har han inviteret 9 andre kunstnere med.

Interview  K.Arp

Jeg står ved indkørslen til hans og fruens ejendom ”Gøgsinge,” Ejstrupvej 48, mellem Bjergby og Tornby. Et blåt skilt med turistattraktionslogoet på, er det første jeg møder. Bryllupsgave fra vennerne, erfarer jeg sidenhen.Grunden til at jeg er her, er egentligt, at han har kimet og mailet mig ned, og sagt, at nu skulle jeg altså komme og følge processen fra de første penselstrøg til de færdige billeder, som han vil fremvise i Gøgsig Pakhus den 16. og 17. august. Jeg svarede, at så blev det sent lørdag eftermiddag, for så forsømte jeg ikke noget med det. Det var bare helt ok, men jeg måtte forvente at møde et selskab, som holdt polterabend. Den stakkels gom skulle male et billede på en time.Da jeg kommer, er gæsterne ved at gå.

Hans møder mig, veltilfreds og med et glas i hånden, og byder mig straks en kold øl, hvorefter han vinker farvel til gæsterne, og går i gang med at fortælle vidt og bredt om haven og huset. De mange år i folkeskolen mærkes tydeligt.Haven på over 4000 m2 har en veltrimmet græsplæne (Hans griner indvendigt og siger, at det godt nok tog lang tid før konen lærte at køre Yardmanden- den gule havetraktor, men nu kan hun slet ikke lade være.)

På den store terrasse med springvand og grill, står et lille havehus i svenskrødt og hvidt, og her i kastanjernes skygge tilbringes sommeren. Huset blev bygget, fordi der ofte blæser, så det er rart med lidt læ. Der er kun 3 km til Vesterhavet, og så gik den sommer jo med det, siger han, mens han skåler og entusiastisk viser mig ind i huset, på den gamle tolængede gård.

”Her i køkkenet kan du se, at der er kommet en tilbygning. Skæve Johannes, som byggede huset engang omkring 1900 boede her, med et utal af unger. Så da det begyndte at gå godt for ham, var der råd til en tilbygning. Her boede de så i køkkenet og stuen. En 5-6 stykker. Uden varmt vand. I dag er vi to. Og vi har knap nok plads nok. En mærkelig udvikling.”

Jeg tænkte, hvornår kommer vi til billederne. Jeg har jo ikke hele dagen.

”Vi har jo lavet en del ved huset, men Kenn Andre`Stilling, ham husker du godt fra Poesiens Hus i Hirtshals! Han har lavet en del her. Eller vist nok hans svoger. Alle gulvene i hele hytten er 3-4 cm tykke. De er fra Bull Board. Den gamle container fabrik i Hjørring, kan du godt huske.”

”Ja”, svarede jeg, for at komme videre.

Vi passerer ”førerbunkeren”, der hvor Hans til dagligt styrer sit arbejde som uddannelsesvejleder i UUVendsyssel.” Her er det mig der bestemmer”, siger Hans. Det kan man godt se. Det roder, men han påstår, at der er orden i rodet.

Vi kommer igennem kontoret, og havner i stalden. Den nuværende stue. ”Stort set alle billeder her, har jeg malet, på nær dem på toilettet. Dem har Hans Voigt Steffensen malet.” En stor kunstner, bedyrer Hans.”Steffensen - det var ham vi købte huset af. Prisen var egentlig for høj, men da jeg ringede til ham og fortalte, at jeg også var ”kunstner”, ville han gerne sælge- til en fornuftig pris. Han har faktisk besøgt os siden……”

Til alt held kommer fruen i huset Inge til stede og hilser pænt. Hans kunne bare blive ved med at fortælle.Inge siger at nu går hun i gang med grillen, og forventer at vi spiser om en halv time.Du godeste. Der havde jeg regnet med at være hjemme. Men kunne egentlig godt se, at den gik ikke.

Endeligt nåede vi til laden. ”Sommerhuset ”, som Hans siger.”Jeg maler kun om sommeren. Det er for dyrt at fyre op, og jeg maler jo ikke så meget. Der skal også være tid til børnebørnene. Og jeg skal jo ikke leve af det.”

Endelig kunne jeg starte mit interview. ”Hvor meget maler du egentligt?” Hans tænker sig om, og bedyrer, at det var der mange andre, der også gerne måtte gøre en gang imellem. Politikere for eksempel.

Vi står nu ude i laden, sommerhuset, atelieret- you name it. I en bar på 4,7 meter, og som bliver 7,4m når man har fået noget at drikke. Her er fadølsanlæg, som godt nok ikke virker, men øl og vin er der nok af. Hans drikker Campari med hvidvin. Det er hans yndlingsdrink. Fyldt med isterninger. (Det amerikanske køleskab blev købt for arven)

”Jeg maler egentlig ikke så meget. Men jeg kan ikke lade være. Da min far døde i 1982, og mor overtog forretningen, og var parat til at afhænde den, kom nogle aktive mennesker fra Sindal: Jette Kull og Jens Ole Jørgensen og spurgte, om de måtte låne pakhuset, det der i dag er Gøgsigs Pakhus, og udstille der. Mor ringede og spurgte, hvad jeg syntes. Den var helt fin med mig, bare jeg også måtte udstille der. Og så er det egentligt gået slaw i slaw. En ungdomsdrøm gik i opfyldelse.”

Jeg måtte hellere få stillet nogle spørgsmål inden vi skulle spise, for jeg kunne allerede dufte grillmaden. "Hvorfor begyndte du egentligt at male, Hans ?” Her kom svaret hurtigt. ”Jeg havde nogle dygtige lærere i folkeskolen, som også inspirerede mig til at blive lærer, og de lærte mig meget om kunst, og hvor jeg også fik lov at afprøve det i timerne. Nogle af dem kom ofte i butikken, og bagbutikken om natten, hvor min far havde det, vi i dag nok ville kalde en smugkro. Min søster malede også lidt, men hun er stoppet i dag. På HF og seminariet lærte jeg også en del. Kirsten Pedersen var min lærer, men til sidst blev mine billeder lidt for feminine, og jeg tænkte, at det var godt jeg ikke kom på kunstkonservatoriet, for så havde alle mine billeder været kopier af lærerens. Så jeg valgte at finde min egen stil.

I det hele taget fik vi lov at boltre os i den gamle købmandsgård. Vi var kreative. Der var ikke noget der hed børnehave og pasningsordning. Min storebroder havde været i Tivoli og set vandpantomine, og det fortsatte han og kammeraterne med næste dag på øverste lager. Gadens unger måtte betale 2 ører for at komme ind.

Jeg tror de tjente 64 ører den dag. Det min broder ikke havde taget i betragtning var, hvor vandet skulle blive af. Det havnede nedenunder på fars kornlager. Den dag glemmer min broder aldrig.”

Jeg kunne mærke, at jeg nok var kommet til at trykke på en forkert knap, for Hans var i gang med den næste historie om, da han næsten blev Danmarksmester i at spise Foska. Noget med en havregrynsklub, der hed Sindal Foskanerne.

”Hvorfor blev du ikke kunstner ?, skyndte jeg mig at spørge. Det var egentlig først nu, jeg mærkede den magiske atmosfære, der var i den 120 m2 store lade/atelieret. Den er svært at beskrive. Den skal opleves.”Ja princippet her er gratisprincippet,” fortsatte Hans.” Næsten alt hvad du ser her, er noget andre ville have smidt væk. Plydsmøblerne er arvegods. Her har Freddy Fræk, Peter Hentze og……”

Hvorfor blev du ikke kunstner ?, prøvede jeg igen .

Godt spørgsmål. Jeg overvejede det faktisk meget i teenageårene. Jeg solgte et billede til en lærer for 300,-.Og to til en kunstcirkel på spritfabrikken i Aalborg. En repræsentant havde set min udstilling i fars købmandsbutik. Men mit tryghedsgen tog over. Havde jeg boet i København, var der måske sket noget andet ?

Men hvorom alting er, har jeg udstillet utallige steder, og Pakhusudstillingen måtte jeg jo bare male til - hvert år.

”Kan du leve af at male ? 

”Nej, som sagt maler jeg ikke så meget, og det er meget begrænset, hvad jeg har solgt, og det forstår jeg jo ikke. I stedet for at købe plakater og litografier, kan man få et ægte oliemaleri, til rimelige penge. Men min familie og venner har nydt godt af det, men de er snart ved at få nok. De har ikke plads til flere. Heldigvis kan min svigerdatter godt lide, hvad jeg laver. Jeg spurgte engang et af Nordjyllands store koryfæer Svend Engelund, da han udstillede i pakhuset, om jeg skulle satse på maleriet. Han svarede, at hvis jeg kunne lade være, skulle jeg gøre det. Det var så besværligt at leve af.”

Jeg går lidt rundt i det store atelier og kigger, og det er som om, at jo længere tid jeg bruger på billederne, jo bedre bliver de, og jeg synes faktisk, at jeg kan begynde at se, hvad de ligner.

”Spise” kalder Inge. Og det måltid må I altså læse om en anden dag. Det var ikke kedeligt. Vinen var også fortræffelig. Og da vi igen kom ud i atelieret, var det som om, at der var sket noget med billederne.

”Hvad er det egentlig du maler ?, spurgte jeg, med kaffen i hånden. ”Hvad er dine motiver ?

”Er du ungkarl ?” spurgte Hans. ”Prøv at åbne dine øjne !" Lige der, gik det op for mig. Langt de fleste billeder var udsnit, detaljer af kvinden. Runde former.

”Jeg kan ikke male firkanter, der skal være nogle bløde former, og farverne, det er det jeg synes er spændende. Det der med at det ligner - det har vi fotografiet til. For tiden maler jeg med sand, asfaltlak, Gori 88 svenskrødt og oliefarver. Jeg elsker at eksperimentere.”

Hvad er dit formål med at male?, sluttede jeg af.

”Mit mål er at underholde og give folk oplevelser. Kan de lide dem, kan de købe dem. Kan de ikke, kan de lade være. Jeg har det sådan med mine billeder, at kan jeg selv holde ud at se på dem, så er der nok også andre der kan”.

Efter et par hyggelige timer og til sidst flere colaer, forlader jeg Inge og Hans på Gøgsinge. Håber bestemt ikke det var sidste besøg her. Må nok hellere tage konen med en anden gang, for der var da et eller to af billederne, der slet ikke var så tossede. Én ting er sikker. Jeg skal i Gøgsigs pakhus den 16. eller 17.august kl.10.

Og som Hans afsluttende siger: ”Gå ind på hjemmesiden goegsinge.dk og anbefal den til andre.”Lad det hermed være gjort. Oplevelsen venter på dig. Har du planer om at besøge Gøgsinge så ring i forvejen på 98 97 16 97. Atelieret har altid et eller andet at byde på.

 

Interview i Sindal avis den 19. august 2008