Hans Gøgsig

Jeg er født i Sindal i 1951 og voksede op i købmandsgården Nørregade 11, hvor der i dag er kunstudstillinger i Gøgsigs Pakhus (www.gøgsigs-pakhus.dk).

Jeg startede med at male i 15 års alderen, inspireret af dygtige lærere. Og har malet lige siden. Blev uddannet på Hjørring Seminarium i 1975 med billedkunst og biologi som mine specialer. Har undervist på Tornby – Vidstup Skole i 31 år. Idag er jeg gået pension, og de sidste arbejdsår var jeg uddannelsesvejleder.

Mit mål som maler er hovdesageligt sætte beskuerens fantasi igang og give en oplevelse, gerne humoristisk, samtidigt med at mine billeder gerne skule være dekorative. Jeg er ikke så interesseret i, om det jeg maler nu ligner. Det har vi fotografiet til. Det der interesserer mig er farverne og formerne.

Lad mig citere fra en udstilling på Kunst Cafeen i Frederikshavn: “Dristig, pågående, fortællelysten og tilsyneladende altid veloplagt ved staffeliet – sådan vil man uvilkårligt karaktisere Hans Gøgsig som maler.

I hvert fald er der drive i bevægelsernes ofte cirkulære indkredsning af nuancer i en fortælling, hvor det er den koloristiske kraft, der med underfundige indfald kan overrumple, men samtidigt ægge beskueren til at gå på opdagelse.

Hans Gøgsig er en dynamisk billedmager, ingen fedterier, ingen romantisk naturlyrik. Han bruger abstraktionens frihed til at genfortolke anatomisk betingede sandsynligheder, vel mestendels.

Den blå skal danner ofte en dominans, der med sin kølighed forsøger at disciplinere navnlig okkeren og de brune indskuds legelyst – hvad selvfølgelig ikke lykkes helt – det er en koloristisk legeplads med indbyrdes spændinger mellem farver og former.

Publikums egen fantasi skal fuldende arbejdet. Billedtittlerne skal derfor snarere opfattes som velmente fingerpeg.

Lærerjob og kunstnervirke går op i en harmonisk og gensidig påvirkende enhed.

En flittig udstillingsvirksomhed er derfor en logisk følge heraf. “

Lukket for kommentarer.